Porsche Servicecenter Vejle afholder Skandinaviens største Porsche køretur med 222 tilmeldte Porscher

Porsche Servicecenter Vejle afholder Skandinaviens største Porsche køretur med 222 tilmeldte Porscher

Endnu engang var opbakningen til Porsche Servicecenter Vejles store fødselsdagsarrangement stor – faktisk så stor at vi vist med god samvittighed kan kalde det for Skandinaviens største Porsche køretur.

 

222 Porscher i alle modeller og årgange gæster Vejle
Hvert år inviterer Porsche Servicecenter Vejle til deres store fødselsdagsarrangement, hvor hundredvis af glade Porsche ejere og tilskuere fra nær og fjern mødes og fejrer passionen for Porsche. Sidste år måtte arrangementet dog afvikles under andre forhold, grundet COVID-19 og forsamlingsforbud. Derfor var det også med særlig stor glæde, at Porsche Servicecenter Vejle igen i år kunne afholde deres 4-års fødselsdag uden særlige restriktioner.

De tilmeldte Porscher er repræsenteret ved en lang række af både forskellige modeller og årgange, hvilket giver en unik mulighed for at opleve hele spekteret fra forbrændingsmotorer til elektriske drivlinjer samlet på ét sted. Sågar en gammel Porsche traktor blev kørt frem og fik en lille æresrunde på parkeringspladsen.

Netop denne oplevelse af samhørighed på tværs af modeller og årgange er en af årsagerne til, at Jørgen Lindhard og hans familie er faste deltagere ved arrangementet, for nu fjerde gang i træk. ”Det, at Porsche Servicecenter Vejle udviser initiativ til at arrangere dette kæmpe arrangement, er fedt. Vi nyder at møde ligesindede bilnørder med den samme passion for Porsche. Om det er den helt gamle 356’er, der repræsenterer en tid for Porsche, hvor det hele startede, eller den nye Taycan, er passionen og fællesskabet lige stort. Alle er lige velkommen og vi møder ikke andet end smil og højt humør fra både deltagere såvel som af teamet.” Fortæller han.

Køreturen gennem det smukke sensommerlandskab

Højdepunktet for arrangementet er den timelange køretur gennem Vejle områdets kuperede landskab. Årets tur gik denne gang i retning mod Daugaard, Rosenvold og Hornsyld, hvor tilskuere stod og vinkede, mens Skandinaviens største Porsche-kortege passerede i det flotte solskinsvejr.
Mange af deltagerne er, ligesom Jørgen og hans familie, gengangere for de foregående år, og en ganske stor andel har sågar været trofaste deltagere ved samtlige fødselsdage. Dog var der i år fortsat nye, glade ansigter, at finde bag rattet i de mange Porscher. ”Rigtigt mange af deltagerne kommer igen år efter år. Men det er mindst lige så fedt, når nye ansigter melder sig på banen og tager del i fejringen for første gang. Især når de fortæller, at de helt sikker vil deltage igen til næste år, fordi de har haft en kanon fed dag sammen med alle de andre Porsche entusiaster.” Fortæller Lars Paugan fra Porsche Servicecenter Vejle, da han bliver spurgt om, hvem der deltager ved fødselsdagen.

Udsolgte billetter

For andet år i træk har Porsche Servicecenter Vejle måtte melde udsolgt af billetter allerede flere uger forinden arrangementets afholdelse. ”Det er virkelig skønt, at opbakningen og efterspørgslen er så stor fra Porsche ejere fra hele landet og sågar også fra et godt stykke ned i Tyskland. Men samtidigt er det naturligvis også ærgerligt, at vi er begrænsede af fysisk kapacitet og derved må have folk på venteliste” fortæller Sanne Saaby, Marketing Manager for Porsche Servicecenter Vejle, og fortsætter. ”Vi har af samme årsag allerede lavet en plan for, hvordan vi kan åbne op for yderligere pladser til næste år, uden at gå på kompromis med oplevelsen for både deltagere og tilskuere.”

Årets donation gik i år til Udsendt af Danmark

Igen i år har Porsche Servicecenter Vejle valgt at donere et beløb til et velgørende formål, og da dagen faldt på selveste Flagdag, var beslutningen om hvilken forening ligetil. Udsendt af Danmark er en forening hvis formål er at sætte fokus på at sprede viden om og anerkende de mange, der siden 1948 har været udsendt i international tjeneste af Danmark.

Ann-Christina Salquist, kommunikationsrådgiver og Afghanistan-veteran, repræsenterede foreningen ved overrækkelsen af donationen og fortæller: ”Vi er utroligt beærede for denne støtte, som vi i dag har modtaget. Donationen her vil være med til at sikre vores fortsatte arbejde med at formidle viden omkring det at være udsendt af Danmark.”

Mere end ’bare et værksted’

Ved Porsche Servicecenter Vejle er ordet ’oplevelse’ noget som tillægges stor værdi, fortæller Lars Paugan: ”For os er det vigtigt at være mere end bare et værksted, hvor du kan få serviceret din Porsche. Vores slogan er ’en unik totaloplevelse’, og det er netop essensen af det, vi gerne vil være for vores kunder. Vi søger at opbygge relationer og stærke bånd til, ikke blot kundens Porsche, men også vores kunder selv.” Derfor inviterer Porsche Servicecenter Vejle blandt andet også kunderne til forskellige arrangementer i løbet af året.

Planlægningen for næste år er allerede i gang

Traditionen tro vil næste års fødselsdag falde den første søndag i september, hvorfor datoen allerede er fastlagt til d. 04. september 2022. Sæt derfor gerne kryds i kalenderen allerede nu, og Porsche ejere opfordres til at være klar til at billetterne snarest vil blive udbudt til salg. Øvrige tilskuere er som altid meget velkomne til at besøge arrangementet og nyde synet af de flere hundrede Porscher, samt ikke mindst resten af det inspirerende MY GARAGE.
Køb din billet til 2022 her.