Vi byder velkommen til Social Sunday igen i 2023

Vi byder velkommen til Social Sunday igen i 2023

Ovenpå en række populære arrangementer i det forgangne år, kommer 2023 til at byde på flere lignende tiltag med landets bilklubber.

Da vi for første gang inviterede en række danske bilklubber til Social Sunday i løbet af 2022, stod det hurtigt klart, at konceptet var en stor succes. Det viste alle tilbagemeldingerne fra deltagere og besøgende, og derfor er det med glæde, at vi nu kan fortælle, at det kommende år byder på flere lignende arrangementer. Allerede i løbet af foråret kan du se frem til at møde en række af landets mest prominente bilklubber ved MY GARAGE.

Vi skyder sæsonen i gang i april i samarbejde med Formula Automobile, når de introducerer deres koncept: CARS’N’COFFE i Jylland. I en årrække har CARS’N’COFFE været kendt i Kongens Lyngby nord for København, når den danske Ferrari og Maserati forhandler gennem tiden har inviteret hundredevis af special- og luksusbiler forbi deres domicil.

Herudover bliver det blandt andet muligt at opleve både Porsche Classic Club- og Porsche Club Danmark til vores egen Social Sunday i maj. Måneden efter bliver det muligt at opleve den ikoniske, stejlende hest, når Ferrari Owners Club Denmark lægger vejen forbi. Når sommeren står på sit højeste, vil Dansk Veteranbil Klub med deres lange række af veteranbiler igen aflægge matriklen et visit. Til september afholdes der som altid Porsche Servicecenter Vejles store fødselsdagsfest med Europas største Porsche køretur. I år har de åbnet op for intet mindre end 356 billetter for Porscher i alle afskygninger, modeller og årgange.

Foruden ovenstående klubber og allerede fastlagte arrangementer, har vi løbende dialog med øvrige motorklubber, som vi snarest vil kunne løfte sløret for.

I galleriet nedenfor kan du opleve glimt fra en række af vores Social Sundays fra 2022. Vi glæder os til at byde både klubber og tilskuere velkommen i det nye år.