AYA Dining bliver ny partner hos MY GARAGE
AYA Dining bliver ny partner hos MY GARAGE
MY GARAGE udvider konceptet med AYA Dining som ny partner. Partnerskabet bygger videre på flere års samarbejde og skal bringe gastronomi og værtskab tættere på de møder, arrangementer og oplevelser, der allerede finder sted i huset.
AYA Dining har gennem flere år stået bag middage og arrangementer for både MY GARAGE og flere af husets partnere. Nu bliver samarbejdet formaliseret, så AYAs faglighed kan indtænkes tidligere og mere naturligt i husets aktiviteter.
Det gælder blandt andet forplejning til møder og kundearrangementer, private selskaber samt arrangementer udviklet i samarbejde med MY GARAGE og husets øvrige virksomheder. Partnerskabet åbner samtidig for nye formater, hvor gastronomi kan spille sammen med de fagligheder, der allerede findes i huset.
”Da AYA kontaktede os for knapt et år siden og delte deres tanker om et muligt partnerskab, kunne vi hurtigt se, hvordan de ville passe ind i huset. Vi kendte allerede hinanden og havde oplevet, hvad de kunne levere. Men det mest interessante var især, hvad vi kunne skabe sammen. Vi har mange forskellige fagligheder og virksomheder samlet under ét tag, og med AYA får vi endnu flere muligheder for at bringe dem i spil på tværs og udvikle oplevelser, vi ikke nødvendigvis kunne skabe hver for sig”, siger Rasmus Tjørnehøj Kraaer, Business Development Manager hos MY GARAGE.
Et samarbejde, der allerede fungerer
AYA Dining arbejder med private dining, firmaarrangementer og catering til både private og virksomheder. Samarbejdet med MY GARAGE er derfor ikke nyt. Det nye er, at samarbejdet får en fast plads i huset og et bedre udgangspunkt for at udvikle sig og tilføre nye kompetencer på tværs af husets ydelser.
Der er også et naturligt fagligt slægtskab. God gastronomi kræver gode råvarer, timing, håndværk og sans for detaljen. Det samme gør meget af det arbejde, der foregår omkring bilerne hos MY GARAGE. Fagene er forskellige, men respekten for processen er genkendelig.
”Vi arbejder med noget helt andet end de fleste virksomheder hos MY GARAGE, men vi genkender meget af den tilgang, der ligger bag deres arbejde. Det handler om at kende sit håndværk, være kompromisløs med kvaliteten og have blik for de detaljer, der gør forskellen. Vi har altid været glade for at komme i huset, og nu får vi mulighed for at blive en større del af det, lære de andre virksomheder endnu bedre at kende og være værter for ekstraordinære oplevelser for husets besøgende. Det glæder vi os virkelig til,” fortæller Nicolaj Møller, ejer af AYA Dining.
Gastronomi får en tydeligere plads i huset
MY GARAGE samler forskellige specialer omkring en fælles interesse for biler, håndværk, mennesker og oplevelser. Derfor handler partnerkredsen også om, hvad virksomhederne kan tilføre hinanden og huset som helhed, og ikke kun om deres respektive fagområder.
Med AYA Dining får gastronomi og værtskab en tydeligere rolle i den sammenhæng. Det kan være omkring et kundemøde, en middag efter et arrangement eller et nyt format, hvor f.eks. biler, design, teknik og gastronomi mødes. Ikke fordi alt nødvendigvis skal blandes sammen, men fordi de rigtige fagligheder kan gøre hinanden mere interessante og skabe en mere helstøbt oplevelse for den fælles kundegruppe.
”For os handler det om at udvikle MY GARAGE som destination og skabe et hus, der har mere at tilbyde end de enkelte virksomheder kan hver for sig. Vores partnere skal ikke bare være en del af adressen. De skal være med til at gøre huset mere interessant og relevant for de mennesker, der besøger os. AYA Dining tilfører en faglighed, der både styrker vores eksisterende aktiviteter og giver os mulighed for at nå nye målgrupper. Det er netop den type partnerskab, vi gerne vil bygge videre på”, afslutter Rasmus Tjørnehøj Kraaer, Business Development Manager hos MY GARAGE.
For AYA Dining giver partnerskabet samtidig en tættere forbindelse til virksomhederne og netværket hos og omkring MY GARAGE. Det skaber et fælles udgangspunkt for nye arrangementer og samarbejder på tværs af huset. Partnerskabet formaliserer dermed noget, der allerede har fungeret i praksis i flere år. Nu får det bedre rammer til at udvikle sig.
Byggeriet af AYA Dinings kommende lokaler påbegyndes i november 2026. Åbningen forventes at finde sted i Q2 2027.
Pressekontakt
Mette Læssøe, PR & Marketing Manager hos MY GARAGE
+45 69 133 951
Kontakt os
MY GARAGE A/S
- Wittrupvej 1, 7120 Vejle Øst
- +45 69 133 911
- info@mygarage.dk
- CVRCVR DK-36953217
Rutevejledning